Baggrund
Den 14.december 2008 opførte GospelRoots for første gang nogensinde julegospelevangeliet ’Et barn er født’ i Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa som blev en bragende succes med stående bifald.
Et barn er født’ består af 14 medrivende, nye danske gospelsange, som på dramatisk vis beskriver begivenhederne omkring Jesu fødsel lige fra Gabriels bebudelse af Jesu fødsel hos Maria til de Tre Vise Mænds rejse til Betlehem og mødet med Jesusbarnet.
Nu udgives værket som cd med et stjernebesat gæstesolistteam med nogle af de bedste solister og gospelsangere i landet.
GospelRoots har eksisteret i 2 år og består af 38 sprudlende børn og unge, som allerede mange gange har været på scenen og spredt begejstring og sangglæde både i og uden for Aabenraa Sogn.
Koret kendetegnes ved de iørefaldende sange, energiske fagter og deres medrivende engagement, som både får børn og voksne op af stolene.
På cd’en vil man bl.a. kunne opleve Marias lovsang, hvor Maria i en solo forundres over sin lykke som Jesu mor, Josef, som er på nippet til at forlade Maria, men i sidste øjeblik overtales af Gabriel til at blive og ikke mindst Herodes, som er rødglødende over, at der er en konkurrent under opsejling til tronen i Israel.
